Højdepunkter OL Tokyo 2020

Den 2. august 2021: Alle fire danskere var på vandet på Sea Forrest Waterway. Emma Aastrand Jørgensen roede sig direkte i tirsdagens semifinale, da hun natten til mandag sikrede sig førstepladsen i 1. heat. Sara Wilthers Corfixsen havde sin OL-debut i K1 200 i 4. heat, hvor hun viste gode takter. Bolette Nyvang Iversen og Julie Frølund Funch havde også en fornem olympiske debut, da de roede kvalifikation i K2 500. Den 3. august 2021: 🥉Olympisk bronzemedalje til Emma 🥉 Emma Aastrand Jørgensen sikrede sig en bronzemedalje i K1 200, da hun i tiden 38.901 roede sig til en 3. plads i A-finalen K1 200 meter på Sea Forrest Waterway. TÆT TÆT LØB Spanske Teres Portela tog sølvet med 38,883 sekunder. Og Lisa Carrington fra New Zealand tog guld med tiden 38,120 sekunder Den 4. august 2021: Emma Aastrand Jørgensen roede sig direkte i K1500-finalen.  Den 5. august 2021: 🥉🥉Emma, dobbelt olympisk bronzemedaljevinder  🥉🥉 Emma Aastrand Jørgensen vinder bronze på K1 500. Med sin anden olympiske bronzemedalje ved OL i Tokyo skriver hun dansk idrætshistorie og dansk kajakhistorie. Emma er den første danske kvindelige danske atlet siden svømmeren Karen Margrethe Harup i 1948 til at vinde to individuelle medaljer ved samme OL. Desuden er hun den første danske kajakroer som er genganger på det olympiske podie. Ingen andre før hende har vundet medaljer ved to olympiader i træk. Sølv ved OL i Rio og dobbelt bronzevinder i Tokyo. Med karrierens tredje OL-medalje om halsen er Emma Aastrand Jørgensen den mest vindende danske kvindelige kajakroer ved de olympiske lege. Hun har på nuværende tidspunkt vundet samme antal OL-medaljer, som Erik Hansen, kajaksportens repræsentant i Sportens Hall of fame. Han vandt guld i 1000 meter enerkajak og bronze i 400 meter stafet ved OL i ROM i 1960 samt bronze ved OL i Mexico i 1968. Den 6. august 2021: K4eren i semifinale På Sea Forrest Waterway roede Emma Aastrand Jørgensen, Bolette Nyvang Iversen, Julie Frølund Funch og Sara Corfixsen Milthers sig til en semifinaleplads. Efter et indledende heat hvor Polen og Tyskland roede sig direkte i semifinalen, så kom den danske kvartet i kvartfinalen, hvor en 6. plads sikrede dem en plads i kampen om medaljer. Den 7. august 2021: K4eren slutter OL fornemt af med en A-finale  Emma Aastrand Jørgensen, Bolette Nyvang Iversen, Julie Frølund Funch og Sara Corfixsen Milthers sluttede seks spændende konkurrencedage af med en A-finale på Sea Forrest Waterway. I øsende regnvejr roede K4eren sig til en 8. plads, mens Ungarn , Hviderusland og Polen erobrede podiepladserne.   Vi ser tilbage på OL i Tokyo med enorm stolthed: Dobbelt olympiske bronzemedaljevinder, Emma Aastrand Jørgensen, roede sig til podiepladser i både K1 200 meter og K1 500 meter. Hun skrev sig ind i både dansk idrætshistorie og dansk kajakhistorie. Dansk deltagelse i 3 ud af 4 A-finaler. Flotte placeringer og historiske bedrifter. Kvindelig deltagelse i samtlige olympiske kajakdiscipliner for kvinder. K1 200, K1 500, K2 500 og K4 500. Seks konkurrencedage, hvor vi har set danskere i aktion 13 gange.

U-NM: Suveræne Danmark tog 51 mesterskaber

Danmark er – med afstand – fortsat Nordens suverænt stærkeste nation i ungdomsårgangene i kajak. Det beviste 71 danske talenter i årgangene U16, U18 og U21 ved weekendens nordiske ungdomsmesterskaber i svenske Jönköping. Hele 51 gange ud af 60 mulige blev mesterskabet roet hjem til Danmark. Desuden blev det til 35 sølvmedaljer og 24 bronzemedaljer. Til stor tilfredshed for Dansk Kano og Kajak Forbunds U-landstræner og talentchef, Finn Pape. – Vores målsætning ved U-NM er ikke at vinde samtlige mesterskaber, men at blive bedste nation i alle tre årgange samtidig med, at vores bedste atleter i alle discipliner skal kæmpe med om førstepladsen. Vi blev bedste nation i alle tre årgange og fik sølv i flere af de løb, hvor Sverige eller Norge tog mesterskabet, siger han. For Dansk Kano og Kajak Forbund indgår mesterskaberne også som et vigtigt element i processen med at udvikle talenter. – Mesterskaberne giver os mulighed for at sende mange unge og nye talenter i konkurrence. Ved U-NM har vi mulighed for at se bredden an ved at give atleter, der er placeret 6-12 på vores rangliste, mulighed for at komme ud til stævner og få motivation gennem konkurrence. Resultaterne i Jönköping viser, at det lykkedes ganske godt, siger Finn Pape. Med til historien hører, at Danmark var ramt af otte afbud til mesterskaberne, hvor de syv var corona-relaterede og det sidste grundet en skade. – Det svækkede os en lille smule i nogen af disciplinerne. Man kan godt have et afbud til et mesterskab, men otte skaber udfordringer. Alligevel er det ikke første gang, corona har skabt udfordringer for os, så på atleternes vegne er jeg glad for, at det lykkedes at få afviklet de nordiske ungdomsmesterskaber, siger Finn Pape.  

Thorbjørn tog guldbad i Rocksjön

Rocksjön i svenske Jönköping blev guldbad for Silkeborg Kajakklubs nyslåede og dobbelte europamester, Thorbjørn Rask, da han lørdag vandt fem ud af seks mulige guldmedaljer på første dag af de nordiske ungdomsmesterskaber for U16, U18 og U21. Kun i løbet over 200 meter enerkajak, måtte U21-roeren se sig henvist til podiets næstøverste trin af norske Lasse Lotsberg. Lørdagen bød i alt på 32 mesterskabsløb, hvor Danmark sejrede i de 26, mens Norge tog fire mesterskaber og værterne fra Sverige to. Mesterskaberne slutter søndag, hvor yderligere 28 sæt mesterskabsmedaljer skal fordeles.

MELD DIG TIL DM RUL 2021

Så er det nu, at du skal melde dig til danmarksmesterskabet i grønlandske rul. 📆 HVORNÅR: Den 22. august 2021 KL.: 10.00 – 18.00 📌 HVOR: Halsskov Vandsportscenter Halsskov Havn 11 4220 Korsør Du tilmelder dig her: https://bookingportal.com/637478608789971913-33?fbclid=IwAR15HU60HZ9sR755kAG3qej_w8TRhrsE4JLF-D8mmv5nMUHnAol38rDbNnc Vil du vide mere om DM Rul, så kan du læse mere her: https://www.kano-kajak.dk/discipliner/havkajak/teknik-rul/dm-havkajak-rul/

Jönköping lægger vand til nordiske mesterskaber

Efter to års pause, kan ungdomsroerne fra Danmark, Norge, Sverige og Finland igen mødes i konkurrence om de nordiske mesterskaber i kajak for U16, U18 og U21. Mesterskaberne finder sted lørdag og søndag i svenske Jönköping, som også var mesterskabsvært senest i 2019. – Efter planen stod Finland for tur, men meldte fra grundet corona-situationen i landet. I stedet blev det undersøgt, om et af de tre andre lande kunne tage over, og her bød svenskerne ind, forklarer Dansk Kano og Kajak Forbunds U-landstræner og talentchef Finn Pape. Med til Jönköping har Dansk Kano og Kajak Forbund et rekordstort antal deltagere på hele 71 atleter fordelt på de tre årgange, og danskerne har i mange år været den klart dominerende nation på nordisk niveau. I 2019 blev det således til 58 ud af 59 mulige mesterskaber. – Om det kommer til at gå ligeså godt i år, er svært at spå om på forhånd. Nu må vi se, hvad de andre lande har brugt den to år lange pause til, siger Finn Pape. Ud over de klassiske kajakdiscipliner, bliver der i år også mix-konkurrencer i toerkajak for alle tre årgange. – I idrætten generelt bliver mix-discipliner mere og mere udbredt. Det er en udvikling, jeg hilser velkommen for at skabe fornyelse i sporten. Til U-VM i Portugal i september er mix også på programmet, og på sigt tror jeg, at mix bliver en del af OL-programmet, siger Finn Pape.   Program og resultater:  http://jonkopingenergiarena.se/wordpress/nordic-championship/