Det sidste farvel til Ole Tikjøb
Omkranset af sin familie og nærmeste pårørende samt et stort fremmøde af kolleger, venner og samarbejdspartnere i kano- og kajaksporten og idrætten generelt, blev Dansk Kano og Kajak Forbunds mangeårige formand, Ole Tikjøb, stedt til hvile torsdag i Balle ved Silkeborg. Sognepræst Lars Kirkeby fra Balle Kirke forestod ceremonien, der nærmest symbolsk – og af hensyn til corona-pandemiens forsamlingsregler – foregik under den blå himmel, hvor Ole Tikjøb tilbragte mange af sit 74-årige livs timer i selskab med familien på blandt andet campingferier i ind- og udland og med atleter, trænere, ledere og frivillige i den sport, han elskede. Både nationalt og internationalt var Ole Tikjøb kendt, anerkendt og respekteret som den engagerede og glødende ildsjæl, der var mere til praktik end politik i sine bestræbelser for at udvikle og fremme kano- og kajaksporten. Det fremhævede flere af talerne, da følget efter begravelsen fortsatte til Søsportens Hus i Silkeborg, hvor Dansk Kano og Kajak Forbund arrangerede mindehøjtidelighed. Ole Tikjøb var også en visionær leder, der gennem sine 16 år i spidsen for forbundet, arbejdede utrætteligt for at føre sporten frem på højeste internationale niveau, og han var stolt over at vise det frem for omverdenen til de store internationale mesterskaber, han var med til at skaffe til Danmark. Trods terminalt syg af kræft, var Ole Tikjøb aktiv til det sidste. Han var ikke parat til at forlade livet og sin sport, hvor han havde set frem til at følge atleterne, hvis vilkår han altid satte højest, til OL i Tokyo og markeringen af forbundets 100-årsjubilæum næste år med VM i sprint på hjemmebane i København og EM og VM i maraton i Silkeborg og Jels i 2022 og 2023. Det nåede han ikke, men som talerne under mindehøjtideligheden fremhævede, så vil han helt sikkert følge med fra ”himlen” og glæde sig over den arv, han har efterladt med atleter i verdensklasse og et forbund i topform.